Ledig stilling: Projektleder

Projektleder til implementering af grønne løsninger i industrien (Silkeborg, Esbjerg eller Odense)

Er du en erfaren projektleder med teknisk baggrund? Har du passion for grøn omstilling og kunne du tænke dig at arbejde med et bredt felt af industrivirksomheder? Så er det måske dig, som er vores nye projektleder i Nordic Green Solutions.

Til en nyoprettet stilling på vores kontor i Silkeborg, Esbjerg eller Odense søger vi en projektleder, som kan sikre, at vores kunders projekter gennemføres effektivt og som aftalt. Vores kunder er primært industrivirksomheder i ind- og udland, som vi rådgiver omkring tekniske, økonomiske og miljømæssige aspekter af energieffektiviseringer, grønne energiformer og grøn adfærd. Derudover laver vi klimaregnskaber, klimastrategier og klimahandlingsplaner.

Du får en afgørende rolle i projekter, der skal bidrage til at skabe en klimaneutral industri

Som projektleder får du en afvekslende arbejdsdag, hvor du arbejder med flere projekter ad gangen i forskellige virksomheder. Selvom du har et kompetent team af rådgivere i ryggen, kommer du til at arbejde meget selvstændigt, da du vil være ansvarlig for at få projektet brudt ned i opgaver, lave en plan, og sikre at vi leverer som aftalt. Du skal med andre ord kunne drive projektet fra start til slut, hvilket også indebærer at se de tekniske muligheder og komme med løsninger på kundens udfordringer.

Dine opgaver vil være inden for projektplanlægning, -styring og -udførelse, herunder:

  • Tilbudsgivning i projektet
  • Ressourceplanlægning
  • Styring af projektøkonomi
  • Risici-identificering og håndtering
  • Stakeholder management
  • Koordinering af opgaver og projekter på tværs af organisationen
  • Teknisk sparring

Du vil i nogle tilfælde skulle arbejde direkte på kundens lokation.

Vi søger dig, som har erfaring med projektledelse og er god til at skabe fremdrift

Du har formentligt en baggrund som maskiningeniør eller maskinmester kombineret med nogle års erfaring inden for projektledelse. Du kommer derfor med god forståelse for både forretningsdrift og teknik.

Det er vigtigt, at du kan sikre fremdrift i vores projekter. Du skal derfor være god til at håndtere de forskellige stakeholders i vores projekter og have kendskab til relevante metoder inden for projektledelse. Det er afgørende, at vores kunder oplever projektforløbet som effektivt og værdiskabende, hvilket bliver din opgave at sikre gennem projektplanlægning, -styring og -udførelse.   

Som person er du ambitiøs og dedikeret til at skabe gode resultater. Det falder dig naturligt at kommunikere med personer på alle organisationsniveauer, ligesom du trives med at have en bred kontaktflade både internt i Nordic Green Solutions og eksternt hos vores kunder. I denne forbindelse er det også relevant, at du kommunikerer godt i tale og på skrift, på såvel dansk som engelsk. Da du bliver kastet ud i mange typer af projekter hos forskellige virksomheder, er det vigtigt, at du finder forandring og nye udfordringer spændende.

Fagligt fællesskab med gode udviklingsmuligheder

Dine kollegaer i Nordic Green Solutions er fageksperter med solid viden og erfaring indenfor økonomi, ingeniørvidenskab, energieffektivisering og bæredygtighed – du bygger på såvel din egen, som vores viden indenfor disse discipliner.

Som medarbejder i Nordic Green Solutions bliver du en del af et fællesskab, som:

→ tør tænke ud af boksen for at finde de mest optimale løsninger,

→ har lyst til at skabe forandringer på energiområdet,

→ vil gøre en forskel for både virksomheder, mennesker og miljøet.

 

Vi glæder os til at høre fra dig

Lyder stillingen, opgaverne og fællesskabet som noget for dig? Send CV og en kort motiveret ansøgning til rh@ngs.dk.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Rasmus Haahr (Projektdirektør) på tlf. 23833041.

Vi gennemgår ansøgninger løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Få grønne nyheder?

Indtast din e-mail nedenfor

Vil du vide mere?

Kontakt os