Energioptimering af belysningsanlæg
Haarslev er en international virksomhed, der bl.a. producerer maskiner til genanvendelse af restprodukter fra kødindustrien. På virksomhedens fabrik og hovedkontor i Hårslev på Fyn måtte man erkende, at det gamle belysningsanlæg var forældet, hvilket gav udfordringer i forhold til arbejdsmiljøkrav og energiforbrug. Behovet for at energioptimere belysningsanlægget blev startskuddet til et projektsamarbejde med Nordic Green Solutions.
Projektet
Det gamle belysningsanlæg bestod af en blanding af forskellige lysstofrør med varierende effekt. Eftersom anlægget var af ældre dato, afgav det ikke længere en tilfredsstillende belysning i produktionshallerne og havde samtidigt et stort energiforbrug.
Nordic Green Solutions gennemgang af anlægget samt beregninger viste, at Haarslev kunne opnå en væsentlig energibesparelse ved at skifte samtlige armaturer til nye armaturer med LED-lyskilde. Harslev havde desuden ikke installeret styring på det gamle belysningsanlæg, hvormed installation af PIR-sensorer ville kunne reducere energiforbruget yderligere.
Med hjælp fra Nordic Green Solutions fik Haarslev ansøgt om tilskud til energispareprojektet fra Energistyrelsens erhvervspulje. Tilskuddet lød på knap 20 % af investeringen i det nye belysningsanlæg, hvilket ifølge Niels Holstein, Facility Manager hos Haarslev, betød, at projektet fik en god tilbagebetalingstid og dermed kunne blive skubbet ud over rampen.
Haarslev gik videre med realiseringen af energioptimeringsprojektet, som samlet set kunne reducere virksomhedens årlige energiforbrug med over 900.000 kWh.
Det reducerede energiforbrug har resulteret i en stor økonomisk besparelse for Haarslev, men det har også betydet, at virksomheden har fået bedre arbejdsforhold med bedre belysning i kontorer og produktionshaller. Samtidig har projektet udgjort en vigtig brik i Haarslevs grønne strategi, hvor ambitionen er en CO2-neutral virksomhed i 2030. Belysningsprojektet har reduceret virksomhedens udledninger med 5,59 tons CO2 årligt og har ifølge Niels Holstein været et godt pilotprojekt på virksomhedens grønne rejse.
Projektets resultater
- Årlig energibesparelse på over 900.000 kWh
- Reduceret CO2-udledning på el med 5,59 tons CO2
- Tilskud fra Energistyrelsens erhvervspulje på knap 20 % af investeringen
- Forbedret arbejdsmiljø
- Reduceret unødvendigt forbrug på belysning via sensorer
Vil du også spare på energiudgifterne og opnå en grønnere drift?
Det er dyrt at bruge unødvendig energi – både for klimaet og din virksomheds økonomi. Læs mere om hvordan vi kan hjælpe dig med at lave en uvildig vurdering af din virksomheds optimeringspotentiale.